Børnemiljøvurdering juni 2011
Bakkelandets Friskole har i perioden maj/juni 2011 foretaget en børnemiljøvurdering blandt alle skolens børn. Børnene er blevet præsenteret for spørgsmål i kategorierne Timerne og undervisningen, Rammerne på skolen samt Sikkerhed. Der er udfyldt 56 spørgeskemaer. 5 børn var ikke i skole på de pågældende dage, og har derfor ikke deltaget i den skriftlige vurdering. Alle børn har svaret alene og ud fra egen oplevelse, og der har efterfølgende været mulighed for samtale om børnemiljøet på skolen.
Følgende er en sammenskrivning af de tendenser, som børnenes svar angiver.
Timerne og undervisningen
Børnene har i overvejende grad givet udtryk for, at de oplever, at de klarer sig godt eller nogenlunde godt i skolen. 80% giver udtryk for, at de lærer meget i skolen, og 91% føler sig set af deres lærer i forskellige situationer. 68% mener dog, at de nogle gange keder sig i timerne.
45% af børnene synes ikke, det er ret tit, at de har indflydelse på, hvad de skal arbejde med i undervisningen. 48% synes, at de nogle gange må være med til at bestemme. Af storegruppens elever er det dog 78% der synes, at de nogle gange har medbestemmelse i undervisningen.
På spørgsmålet om, hvorvidt børnene synes, at de bliver præsenteret for for svært stof i undervisningen svarer 73% ja. Tilsvarende svarer 67%, at de synes, det til tider er for let. Disse svar må ses i lyset af, at børnene undervises i 3 grupper, som består af 0.-2. klasse, 3.-5. klasse og 6.-7. klasse. Ved samlæsning af flere klassetrin kan børnene både profitere af at være med i undervisning rettet mod ældre elever, men kan også føle sig hægtet af i samme undervisning. Selvom stoffet differentieres og tilrettelægges, så alle klassetrin får den lovpligtige og niveausvarende undervisning, kan man altså både få lidt ekstra med eller tabe tråden.
Rammerne
Udendørsarealerne
Om skolens udendørs forhold siger 42% af børnene, at legepladsen er nogenlunde. Da legepladsen ligger i skolegården skal svarene ses i sammenhæng med, at 35% af børnene ikke synes, at skolegården er rar at være i. 12% af børnene har ikke vidst, hvad de skulle svare til disse spørgsmål. Boldbanerne finder 57% af børnene gode, og de øvrige udenomsarealer synes 78% af børnene er rare at være i.
Klasseværelset
84% af børnene finder deres klasseværelse rart at være i, og 82% synes, at det er plads nok i klasselokalet. 73% synes ikke, de har medbestemmelse over klassens indretning.
76% tilkendegiver, at de både kan se på tavlen og høre, hvad der foregår i klassen.
44% synes, deres stol er nogenlunde at sidde på, 30% finder den god, mens resten af børnene (26%)synes, stolen er dårlig. Bordene bliver bedømt sådan, at 39% synes, deres bord er nogenlunde, 34% synes, det er godt at sidde ved deres bord, og resten (27%) synes ikke, deres bord er behageligt at sidde ved.
60% giver udtryk for, at der nogle gange er for koldt i klassen, mens 52% svarer, at der nogle gange er for varmt i klasselokalet.
Skolens rammer generelt
57% giver udtryk for, at der mangler steder på skolen, hvor man kan være i fred og ro.
61% af børnene synes, at de har plads nok til deres ting i garderober og skuffer. 88% af børnene mener, at der bliver gjort noget for, at skolen skal se pæn ud, og 57% synes, at der er pæne farver på væggene.
93% af børnene mener ikke, at toiletterne er i orden. 34% synes, at der er beskidt eller, at der lugter grimt et eller flere steder på skolen, ligesom 34% siger, at det synes de er tilfældet nogle gange.
Sikkerhed
Samtlige børn, 100%, siger, at de har fået at vide, hvad de skal gøre, hvis der udbryder brand på skolen.
52% af børnene har prøvet, at skolen har ringet hjem, fordi de er kommet til skade i skoletiden; 39 % af børnene har ikke prøvet det, mens resten, 9%, ikke kunne huske, om der er blevet ringet hjem.
Værd at bemærke
Generelt udtrykker børnene tilfredshed med livet i skolen. De er glade for klasselokalerne, skolens udenomsarealer og boldbanerne. De føler sig set af deres lærer, og de mærker, at der bliver gjort noget for, at skolen er et rart sted at være.
Børnenes kritiske blik falder på toiletforholdene. Langt de fleste børn synes ikke, at toiletterne er i orden, ligesom en del af børnene bemærker, at der nogle gange lugter eller, at der er beskidt forskellige steder på skolen.
Næsten halvdelen af børnene synes ikke, at legepladsen er god, og mange synes, at skolegården kunne gøres til et bedre sted at opholde sig.
Bakkelandets Friskole
14. juni 2011
