Kostpolitik for Bakkelandets Vuggestue

Vores kostpolitik skal synliggøre vuggestuens holdninger vedrørende kost overfor bl.a. forældre, og samtidig tjene som retningslinie for de ansatte.
Kostpolitikken skal sikre, at børnene i Bakkelandets Vuggestue får en sund og nærende kost, mens de er i vuggestuen, da dette er vigtigt for børnenes daglige trivsel og udvikling.
Vi håber samtidig på, at vi sammen med forældrene kan bidrage til, at børnene udvikler gode kostvaner.
Ansvaret for børnenes kost er forældrenes.
Det er institutionens ansvar, at kosten i vuggestuen dækker børnenes ernæringsmæssige behov, mens børnene opholder sig her.
Det er vuggestuens hensigt at børnene kan deltage i den daglige forberedelse af maden. Denne deltagelse varetages ud fra barnets evne og alder, med øje for stimuli og sikkerhed.
Daglig servering i vuggestuen:
Kl. 6.15 – 7.30. Tidligt ankomne børn tilbydes morgenmad bestående af brød, boller, ost,rosiner, mælk og havregryn. Ingen sukker.
kl. 7.45. Morgengrød til de børn der ikke har spist.
Vi forventer, at de børn, som kommer senere (efter kl. 8.00) har spist morgenmad hjemmefra.
Kl. 10.30 Frokost. Skifter mellem varm og kold mad.
Kl. 14.00 Eftermiddagsmad: brød, boller, frugt og lignende.
Kl.16.00 Et lille let måltid i form af lidt frugt, hvis der er behov.
Vi bestræber os på at servere sund, frisk og alderssvarende kost i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens overordnede retningslinier. Vuggestuebørnene spiser små og flere måltider, kosten er derfor energitæt. Dette er grunden til, at de får tilbudt brød til mellemmåltiderne. Frugt alene dækker ikke energibehovet.
Ugens rytme afspejler sig i kosten således at børnene bliver mødt med suppe, grød, rugbrød, kød, fisk og grøntsagsretter.
Spisesituationen skal være rolig og tryg. Det tilknyttede personale spiser den samme kost som børnene, sammen med børnene dette for at fremgå som forbillede.
Kosten i vuggestuen indrettes efter årstidens frugt og grønt og tager udgangspunkt i dansk madkultur.
Andre kulturers regler og traditioner bliver dog altid respekteret, så ingen børn får en kost, der strider imod familiens religion eller kultur.
Råvarerne købes så vidt muligt danske, og der serveres vand til maden.
Maden laves fra bunden og af friske råvarer.
Råvarerne er økologiske, i det omfang vores budget tillader det.
Børnene vil få både kendte og ukendte retter serveret og vil derved blive bekendte med ny smag og konsistens. Vi tilstræber at stimulerer børnenes sanser i form af madens farve, form og anretning.
Fisk indgår i kosten. Det tilstræbes, at der serveres fisk mindst en gang ugentlig.
Søde sager i vuggestuen
Vi prioriterer sund mad og holder søde sager på et minimum, idet vi ønsker forældrene selv skal kunne styre, hvor meget sukker deres børn indtager. Der bliver ikke uddelt slik i vuggestuen. Til jul, fastelavn osv. vil der i stedet hygges med sunde alternativer som boller, mandariner, rosiner og lignende. Ved særlige lejligheder kan der serveres mindre stykker kage.
Egenkontrol
Vuggestuens køkken er underlagt et krav fra Fødevareministeriet om, at alle offentlige bespisningssteder udfører egenkontrol.
Egenkontrol er et program, som beskriver varemodtagelse, produktion, personlig hygiejne og vedligeholdelse og hygiejne i køkkenet. Kontrollen udføres dagligt, og er en sikkerhed for, at der i den offentlige bespisning ikke opstår sygdomme og smittekilder på grund af forkert behandling af fødevarer eller dårlig hygiejne. Den slags sygdomme kan undgås ved den rette indsigt og
viden.
Vuggestuens egenkontrolprogram skal sikre, at de produkter, der fremstilles i køkkenet samt de varer, vi modtager, ikke udgør en sikkerhedsrisiko for børn og personale.
Fødevarekontrollen kommer på uanmeldt besøg. Der udskrives en rapport efter besøget, hvoraf udfaldet fremgår.
Denne rapport er tilgængelig for alle. Den hænger på opslagstavlen ved indgangen.
